Togtrapport for Limfjorden d. 27. – 29. august 2001.

Vejrforhold:
Weekenden bød på fint sommervejr med svag vind, dog kom der flere steder nedbør søndag formiddag. Mandag formiddag og tirsdag friskede vinden op til kulingstyrke fra nordvest og dagtemperaturen faldt til under 15 °C. Onsdag svag til let vind, skyet og temperaturer på omkring 16-18 °C.

Iltforhold:
På trods af den tiltagende vind viste målingerne mandag formiddag i Skive Fjord, Lovns Bredning og op til Livø Bredning fortsat lagdeling og iltindhold i bundlaget på under 2 mg/l. Tirsdag var denne lagdeling brudt i Løgstør Bredning, men med et reduceret iltindhold i hele vandsøjlen på ca. 20% pga. det ophvirvlede bundmateriales iltforbrug. Onsdag viste målingerne i Dragstrup Vig vest for Mors fortsat lagdeling på dybder større end 10 meter og med iltindhold i bundlaget på 3-4 mg/l.

Sigtdybde:
Produktionen af alger er fortsat høj og i Skive fjord og Lovns bredning er sigtdybden under 2 meter. Da vinden tog til blev den dårlige sigt reduceret yderligere forårsaget af det ophvirvlet bundmateriale. På den lavvandede station i Nibe Bredning måltes således kun 0,5 meter sigt, mens der i Løgstør Bredning fortsat var 1,9 meter sigt.

Figur 1: Den målte sigtdybde i Løgstør bredning (rød signatur) sammenlignet med et gennemsnit for de sidste 11 år (gråt bånd).

Temperatur:
Mandag var overfladetemperaturen fortsat omkring 19 °C i den indre del af fjorden. Vejrskiftet gav temperaturfald på 1-2 °C forårsaget af de faldende lufttemperaturer og i mindre fra indstrømmende Nordsøvand. Vandtemperaturen i Nissum Bredning var således godt 17 °C, men er målet onsdag formiddag efter to dage med køligt sommervejr.

Figur 2, 3 og 4: Målinger fra overflade til bund af vandtemperaturen på forrige og dette togt i Nissum bredning, Løgstør bredning og Skive fjord.

Saltindhold:
Den tiltagende vind gav allerede mandag formiddag vandstandsstigninger i hele fjorden. I Skive Fjord ses dette som indstrømmende bundvand fra Løgstør Bredning på 27 . Vandstandsstigningen har derudover ikke givet anledning til kraftige stigninger i saltholdigheden. I Nissum  Bredning skyldes dette formentligt at målingen er foretaget onsdag formiddag hvor vandskiftet siden tirsdag aften har været vestgående.

Figur 5, 6 og 7: Målinger fra overflade til bund af salinitet (saltindhold i ‰ målt som gram salt pr. liter havvand) på forrige og dette togt i Nissum bredning, Løgstør bredning og Skive fjord.