limfjorden-text-header.gif (2444 bytes)

Tilbage til målinger
¬  Forrige togtrapport 
Næste togtrapport ®

Uge 29 2006

 

Togtrapport for Limfjorden d. 17. – 19. juli 2006.

Vejrforhold:

Tirsdag var det overskyet med frisk vind fra vest, men onsdag vendte det varme og solrige vejr tilbage med fuld styrke. Ugens foto viser døde muslinger fra Skive Fjord, hvor der er fortsat var kraftigt iltsvind.

Iltforhold:
I Skive Fjord og Lovns Bredning har der nu været kraftigt iltsvind i 3 uger. Prøver fra den dybe del Skive Fjord viste at fjordbunden var sort, og der blev fundet døde blåmuslinger. I Lovns Bredning lugtede vandprøver fra bunden fælt af svovlbrinte. Området med iltsvind havde også bredt sig nordpå til Livø.

I den sydvestlige del af Thisted Bredning og ned gennem Vilsund til Dragstrup Vig var der ligeledes iltsvind for 3. uge i træk

I Hjarbæk Fjord var iltsvindet ret begrænset, idet der dagen før målingerne var strømmet iltholdigt overfladevand ind fra Lovns Bredning.

Sigtdybde:
Sigtdybden var fortsat ret lav i hele fjorden og lå generelt omkring 2 meter. I store dele af fjorden var vandet rød-brunt, og det skyldtes store mængder af algen Noctiluca scintillans. Den er kendt for at kunne afgive lys – det såkaldte morrild, som om natten kan opleves som blålige lysglimt i strandkanten. Når disse alger dør, er der tendens til at de driver sammen i overfladen, og så kan vandet farves helt orange.

Figur 1: Den målte sigtdybde i Løgstør Bredning (rød signatur) sammenlignet med et gennemsnit for de sidste 18 år (gråt bånd).

Temperatur:
Vandtemperaturen lå generelt omkring 20 °C i hele fjorden. I dele af fjorden var temperaturen ved bunden dog markant lavere, hvilket gav anledning til lagdeling. Det ses blandt andet i Skive Fjord, hvor temperaturen ved bunden var ca. 2 °C lavere end i overfladen.

Figur 2, 3 og 4: Målinger fra overflade til bund af vandtemperaturen på forrige og dette togt i Nissum Bredning, Løgstør Bredning og Skive Fjord.

Saltindhold:
I Nissum Bredning var vandet helt opblandet og saltindholdet lå tæt på 32 ‰.

I Løgstør Bredning havde vinden været tilstrækkelig kraftig til at opblande vandsøjlen, og saltindholdet var steget lidt.

I Skive Fjord kunne der faktisk identificeres 3 lag med hver sit saltindhold: Et overfladelag med 25,7 ‰, et mellemlag med 26,2 ‰ og et tyndt bundlag med 26,5 ‰.

Figur 5, 6 og 7: Målinger fra overflade til bund af salinitet (saltindhold i ‰ målt som gram salt pr. liter havvand) på forrige og dette togt i Nissum Bredning, Løgstør Bredning og Skive Fjord.

 

¬  Forrige togtrapport     Tilbage til målinger     Næste togtrapport ®